Mailformular   Sitemap   Udskriftsvenlig  

3. Karrés Gårdlaug

Hjem > For ejendomme > Referater > 2006

Ordinær generalforsamling 2006.

Generalforsamlingen blev afholdt torsdag den 6. april 2006 kl. 19 i Vesterbro Kulturhus, Lyrskovsgade 4, lokale 5.

Til stede:

Hans Christian Færch, Sankelmarksgade 17-19 (formand)
Jean Seidler, Sankelmarksgade 1/Dybbølsgade 57-59 (bestyrelsesmedlem og dirigent)
Ole Nørgaard Nielsen, Sankelmarksgade 13-15, (bestyrelsesmedlem og referent)
Inge-Maria Holm, Datea
Nikolaj Paaby, Sankelmarksgade 17-19
Else Marie Jensen, Sdr. Boulevard 76/Sankelmarksgade 21
Helene Speyer, Valdemarsgade 72/Sdr. Boulevard 74

Dagsorden:

1. Valg af dirigent og referent
2. Aflæggelse af årsberetning for det forløbne år
3. Forelæggelse af regnskabet med revisionspåtegning til godkendelse
4. Forelæggelse af budget for næste år regnskabsår samt forslag til revideret budget for det indeværende år til godkendelse
5. Valg af formand og medlemmer til bestyrelsen
6. Valg af to suppleanter til bestyrelsen
7. Valg af statsautoriseret eller registreret revisor
8. Forslag fra medlemmer
9. Eventuelt

Referat:


Ad. 1. Jean blev foreslået og valgt som dirigent. Ole blev foreslået og valgt som referent. Dirigenten takkede for valget, og udbad sig formandens kommentarer om indkaldelsen. Formanden fastslog, at indkaldelse til generalforsamlingen jf. vedtægterne var sket skriftligt og med 3 ugers varsel til de enkelte medlemmer eller disses ejer- eller andelsboligforeninger, men at det af indkaldelsen fremgik, at regnskab og budgetter ville blive eftersendt. Da sidstnævnte er sket relativt sent, er regnskab og budgetter desuden gjort tilgængelige via gårdlaugets hjemmeside (3.karre.info), hvilket er meddelt ved opslag. Dirigenten forespurgte forsamlingen, om nogen havde indvendinger mod denne procedure, hvilket ikke var tilfældet. På den baggrund konstaterede dirigenten, at generalforsamling var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig.

Ad. 2. Bestyrelsen bestod i det forløbne af Ane Gro Faurby, Hans Christian Færch, Jakob Kirkegaard, Jean Seidler og Ole Nørgaard Nielsen.

Årets største projekt har været renovering af græsplænerne og de omkringliggende arealer. Visse af de små stakitter er i den forbindelse blevet fjernet tillige med den grussti, der tidligere gik midt i og på langs ad gården. Der er fjernet ca. 20 ton jord, sten murbrokker m.v., og kørt en tilsvarende mængde muldjord ind, hvorefter der er sået en græsart, der trives i skygge. Desværre har de nye plæner fået en hård barndom, hvilket vil blive forsøgt udbedret med supplerende såning i løbet af foråret.
Desuden er der foretaget afgrænsning af bede i gården mod Sdr. Boulevard, og der er i den forbindelse lagt fliser på arealer, hvor dette er skønnet hensigtsmæssigt af de berørte ejendomme.

Der er plantet vedbend op ad de indhegninger, der afskærmer affaldscontainerne, således at disse i løbet af et par år bør være grønt afskærmet.

Desuden er der indkøbt et antal mindre havebænke i træ, der er fordelt rundt i gården.

Gårdlauget har fået en hjemmeside (3.karre.info) som hele bestyrelsen umiddelbart har mulighed for at redigere. Hjemmesiden er ikke tænkt som et højaktuelt forum, men tjener primært som kilde til information i et lidt længere perspektiv, idet f.eks. vedtægter, referater af generalforsamlinger og bestyrelsesmøder, oversigt over bestyrelsens medlemmer m.v. kan findes her.

I sommer havde en andemor besluttet at slå sig ned i gården, hvor hun udklækkede et kuld ællinger. Grundet manglende muligheder for adgang til såvel svømme- som drikkevand, blev myndighederne varslet meget hurtigt, hvorefter den samlede andefamilie i god behold blev deporteret til et mere passende sted i Sydhavnen.

Vi har et par gange oplevet problemer med tilstoppede kloakker for ejendommen Valdemarsgade 52-56, der administreres af Byfornyelsesselskabet. Bestyrelsen har løbende kontaktet sidstnævnte, og kloakkerne er da også blevet renset, dog først efter flere uger. Det er desuden blevet oplyst, at den byfornyelsen af Valdemarsgade 52-56 påbegyndes i år, men bestyrelsen har tidligere modtaget lignende oplysninger, uden at de har vist sig at have hold i virkeligheden.

Bestyrelsen har valgt atter at overgå til en af gårdlauget ansat gårdmand, i stedet for et eksternt firma. En væsentlig del af gårdmandens tid går med håndtering af affald, idet selv små afvigelser fra ideal-situationen som f.eks. overfyldte affaldscontainere, placering af affald foran containerne eller biler parkeret foran portene, medfører manglende tømning fra R98, hvilket omgående resulterer i ophobning af affald i gården. Selv de nuværende to tømninger pr. uge er "lige til kanten", og den mindste smule manglende omtanke fra beboere eller trafikanter får let læsset til at vælte. Man er derfor bl.a. begyndt konsekvent at anmelde ulovligt parkerede biler foran portene til politiet.

Årets største enkeltbegivenhed har nok været branden d. 12. november, hvor børns leg med ild medførte, at storskraldsskuret nedbrændte, cykelskuret ved siden af blev stærkt beskadiget, ligesom der skete en del materiel skade på ejendommen tættest på storskraldsskuret. Det har efterfølgende vist sig, at gårdlaugets skralde- og cykelskure ikke var forsikret, og at det er særdeles vanskeligt at forsikre disse mod brand, idet forsikringsselskabernes produkter enten forudsætter, at de forsikrede bygninger har fast sokkel, eller hører under en bestemt matrikel.  Skaderne på gårdlaugets skure i forbindelse med branden d. 12. november er takseret til ca. 280.000 kr., hvoraf kun 70% dækkes af skadevolders forsikringsselskab grundet skurenes alder. De resterende 30% må derfor dækkes af gårdlauget selv.

Ad. 3. Det udsendte regnskab for 2005 blev gennemgået af Inge-Maria Holm fra Datea. Der blev konstateret en budgetoverskridelse på ca. 27.000 Kr., der i runde tal fordeler sig på:

  • 10.000 til den foreløbige oprydning efter branden,
  • 5.000 Kr. til vedligeholdelse,
  • 12.000 Kr. begrundet i ændrede myndighedskrav, der medfører øgede omkostninger, når vi har ansatte (gårdmanden).

Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.

Ad. 4. Det reviderede budget for 2006 blev gennemgået. Budgettet foreslåer en mindre kontingentstigning for 2006 med virkning fra 1/5 2006. Overordnet blev det bemærket, at udgifterne til administration og vedligeholdelse søges fastholdt, dog undtaget en forventet engangsudgift på ca. 80.000 kr., der udgør den del af omkostningerne for genopførelse af cykel- og storskraldsskur, som ikke dækkes af skadevolders forsikring grundet slid og ælde. Det foreslåede budget vil medføre et negativt driftsresultat på 82.000 kr. Den foreslåede kontingentstigning kan tidligst træde i kraft pr. 1/5, og skal dermed fordeles på årets otte sidste måneder. Der vil dog kun blive tale om en samlet stigning i den resterende del af 2006 på ca. én kr. pr. m² pr. lejlighed, hvilket møder generel accept.

For 2007 foreslåes en yderligere kontingentstigning af samme beløbsmæssige størrelse som den samlede kontingentstigning for 2006. Dette er primært begrundet i et ønske om at reetablere gårdlaugets egenkapital - efter de ekstraordinære udgifter til branden - i løbet af relativt få år.

Budgettet for 2006 og budgettet for 2007 vedtages uden bemærkninger.

Ad. 5. Jean Seidler og Jakob Kirkegaard var ikke på valg. Ane Gro Faurby er fraflyttet og udtræder dermed af gårdlaugets bestyrelse. Ole Nørgaard Nielsen er villig til at modtage genvalg. Hans Christian Færch er villig til at modtage genvalg, men ikke til formandsposten.
Efter forhandlinger vælges bestyrelsen med følgende sammensætning:

  • Jean Seidler (formand, ikke på valg)
  • Jakob Kirkegaard (ikke på valg)
  • Ole Nørgaard Nielsen
  • Nikolaj Paaby
  • Else Marie Jensen

Ad. 6. Som suppleanter vælges:

  • Helene Speyer
  • Hans Christian Færch

Ad. 7. Som revisor blev Revisionsinstituttet genvalgt.

Ad. 8. Der var ikke modtaget forslag til behandling på generalforsamlingen.

Ad. 9. Udformningen af et nyt storskraldsskur blev diskuteret, herunder form, materialevalg og placering, med henblik på at minimere skaderne på de omkringliggende ejendomme i tilfælde af brand. I lighed med tidligere år spørges der til muligheden for at nedlægge et eller flere cykelskure, og behovet for sådanne diskuteres.
Generalforsamlingen blev herefter opløst i god ro og orden.

Nyheder

Næste cykeloprydning

bliver d. 5. marts 2024. Vi sigter efter fremover at gennemføre to cykeloprydninger om året i henholdsvis uge 10 og uge 40. Du kan læse mere om cykeloprydninger her.

"Private" områder

Etablering af udgang fra stuelejlighederne direkte til gården

Beboere i stuelejlighederne skal søge gårdlauget om tilladelse, hvis man ønsker at have udgang direkte ud til gården, da det kan have indvirkning på gården. Gårdlauget skal søges. Sådan er reglerne, men det er også vigtigt, at beboerne på forhånd er indforståede med, at de i forbindelse med den planlagte udgang til gården ikke ”ændrer gårdens udseende”. Beboernes ret standser ved kanten til gården, hvor gårdlauget har ansvaret.

Egne borde, ”terrasser” og lignende

Ønsker man at opsætte egne borde og stole, må man tillade andre at bruge dem. Alt i gården med undtagelse af cykler og barnevogne er til fælles brug. Egne borde og stole er tilladte, men det må ikke få karakter af at afspærre og privatisere dele af gården.

Begrebet "private terrasser" eksisterer ikke. Alle dele af gården er til fælles brug.

 

Byggeprojekter / motorcykler

Byggerier som griber ind i gårdens brug i kortere eller længere tid

Gårdlauget skal inddrages ved alle større byggerier som beslaglægger dele af gården i kortere eller længere tid, og/eller risikerer at ødelægge græs, fliser mm. Det er bygherrens pligt, at gården ikke lider skade under byggeriet og at evt. skade udbedres.

Parkering af motorcykler og knallerter

Det er ikke tilladt at parkere motorcykler eller knallerter i gården. Gårdens ordensregler siger i punkt 5 at Parkering af køretøjer, der kan bære nummerplade, er ikke tilladt.

top